november 8, 2017

Ny Matas-topchef tager første greb

Kun en uge efter han er tiltrådt, er Matas’ nye topchef Gregers Wedell-Wedellsborg klar med de første greb, som skal ruste Matas til skærpet konkurrence og frigøre kræfter til nye satsninger.

Kunderne kan forvente skarpere priser på både kendte mærkevarer og Matas’ egen serie, Striberne, og de knap 1,8 mio. Club Matas medlemmer kan se frem til flere fordele. Samtidig skal kendskabet til matas.dk, som har Danmarks største udvalg inden for skønhed, sundhed og helse, udbredes.

StyleBox-kæden, der i dag består af 5 butikker, ophører. Tre af butikkerne omdannes til Matas, mens to lukker. Der kommer mere fart på tilpasning af butiksnettet. Endelig skal omkostningerne til at drive Matas reduceres, blandt andet ved at bruge ny teknologi.

”Her og nu vil vi frigøre tid og kræfter til de aktiviteter, der betyder mest for vores kunder. Det betyder både til- og fravalg. Planen er et udtryk for, at bestyrelsen og jeg har taget handsken op og er klar til forandringer allerede nu,” siger Gregers Wedell-Wedellsborg.

Udmeldingen kommer samtidig med, at Matas i dag har offentliggjort regnskabet for 2. kvartal 2017/18 med en omsætning på 778 mio. kr., svarende til en lille stigning på 0,8 pct. i forhold til 2. kvartal 2016/17. Resultatet før skat er på 51,7 mio. kr., svarende til et fald på 18,4 mio. kr. i forhold til samme periode sidste år. Regnskabet viser, at Matas er en sund virksomhed med et stærkt cash flow.

Matas nye CEO var dog grundig forberedt på, at Matas oplever et pres på vækst og indtjening.

”Min dialog med bestyrelsen i forbindelse med min ansættelse har været ganske åben. Så jeg har vidst, at jeg fra 1. november har den bundne opgave at møde den nye konkurrencesituation og på sigt finde nye veje til vækst i Matas. Der er ingen genveje til at løse den opgave – kun virkelyst, hårdt arbejde og et højt tempo. Det har bestyrelsen, den øvrige ledelse i Matas og jeg givet hinanden håndslag på,” siger Gregers Wedell-Wedellsborg.

Han forklarer, at planen kun er første skridt.

”Den er alene et udtryk for, at holdet er i arbejdstøjet fra dag 1. Men detailhandlen er under fundamental forandring, og Matas står i en ny virkelighed. Vi vil derfor tage os tid til at forstå kundernes behov og ønsker i dybden og opdatere vores langsigtede strategi. Med den i hånden vil vi forny og forandre Matas over de kommende år,” siger Gregers Wedell-Wedellsborg

Han ser et stort potentiale i Matas.

”Matas er en virksomhed med klare værdier og rigtig, rigtig mange kvaliteter: En enestående faglighed blandt medarbejderne i de 285 butikker over hele landet, en kundeklub med næsten 1,8 mio. medlemmer, og en hurtigt voksende netbutik med Danmarks største udvalg. Nu tager vi de første greb for at sætte yderligere kraft bag de styrker, vi har. Det vil i sidste ende også komme Matas’ investorer til glæde,” siger Gregers Wedell-Wedellsborg.

Matas’ bestyrelsesformand Lars Vinge Frederiksen glæder sig over, at butikskædens CEO er kommet ombord og allerede er i gang med de forandringer, som ifølge bestyrelsesformanden er nødvendige.

”Vi har ønsket at få en ny CEO i spidsen for Matas, som har kompetencerne og styrken til den forandringsproces, vi skal igennem. Derudover skal vi have betydeligt mere fokus på at udnytte potentialet inden for e-handel. Så Gregers Wedell-Wedellsborg er den helt rigtige til dette job,” siger Lars Vinge Frederiksen.

Han havde gerne været fri for turbulensen i medierne, siden Matas nedjusterede forventningerne den 10. oktober.

”Vi har nu fremlagt kvartalsregnskabet i sin helhed og samtidig givet Gregers Wedell-Wedellsborg mulighed for at sætte ord på de forandringer, han skal stå i spidsen for. Matas vender nu tilbage til den åbenhed overfor investorerne, pressen og omverdenen generelt, som vi har været – og fortsat gerne vil være – kendt for,” slutter Lars Vinge Frederiksen.

Pressefotos af Matas' butiksfacader
http://presse.matas.dk

Kontaktinformation
For yderligere information kontakt Morten Jeppesen, PressConnect på +45 53 85 07 70

 


Luk vindue | Tilbage til toppen

Copyright 2018 Matas A/S